Boutrupseventyr

Her skulle have vaeret et billede af mig der staar og nusser en krokodille paa ryggen/halen… Men jeg har desvaerre glemt mit kamera (men har selvfoelgelig kortlaeseren med), saa det maa vente til jeg er tilbage i Danmark igen.
idag er den sidste hele dag her i Ghana, vi flyver hjem imorgen sen aften, og lander i Danmark lidt over middag torsdag (med 3timers mellemlanding i London).
Jeg har toerlagt Accra for cola light (faktisk er det ikke engang fordi jeg har drukket meget, jeg har virkelig begraenset mit indtag, men det er umuligt at skaffe hernede), saa det maa vaere paa tide for mig at tage hjem til Danmark igen.

Inden jeg kommer til alle de ting jeg savner i Danmark, og glaeder mig til at komme hjem til, er jeg noed til ogsaa at udtrykke en dyb sorg over at skulle forlade Ghana. Nu har jeg i 2mdr sukket efter at komme hjem, selv naar der har vaeret snestorm i Danmark. Nu hvor det kommer saa taet paa glaeder jeg mig ikke lige saa meget. Selvfoelgelig bliver det dejligt at komme hjem, men jeg kommer virkelig ogsaa til at savne Ghana, jeg er virkelig faldet til her, og jeg kan ikke baere at nogle af menneskerne her, som jeg naerer dybe foelelser for, skal jeg aldrig se igen!
Det er helt sikkert at Ghana maa blive et rejsemaal for mig i fremtiden, saa jeg kan foelge lidt med i bl.a. min husmor og Elisabeths liv.
Saa det er med lidt graedende hjerte og stort vemod, at jeg idag skriver mit sidste blog-indlaeg fra varme Ghana.

Men hvad har jeg i disse maaneder savner hjemme i Danmark, eller nok naermere, hvad glaeder jeg mig til at komme hjem til. Underligt nok maaske, er der ikke noget bestemt mad jeg savner, selvom jeg hovedsageligt kun har faaet Ghanesisk mad hernede, jeg kan ikke engang bestemme mig for hvad jeg vil have at spise den foerste dag naar jeg kommer hjem, der er ikke noget jeg bare har vild trang til…
Men, selve listen over ting jeg glaeder mig til, den er lidt prioriteret, men det er jo svaert at prioritere alting.

*Dennis (et kaempe smaekkys i lufthavnen, og en at putte med om natten).
*Venner, veninder og familie (et netvaerk man kan snakke med og stole paa).
*Et bad med rindende vand og saebe (hvor man ogsaa foeler sig ren mere end 2min efter selve badet).
*En tur ned gennem byen uden at alle griber fat i mig, vil giftes, med til Danmark, have mit telefonnummer eller hvad de end finder paa.
*Cola light i raa maengder.
*Selvfoelgelig en god bytur med Lena

Hvad kommer jeg til at savne i Ghana… Ja, jeg vil skrive et blogindlaeg naar jeg har vaeret hjemme i lidt tid, hvordan det var at komme hjem, og hvilke ting jeg savner i Ghana. Men vil alligevel proeve at forestille mig hvad jeg vil komme til at savne hernede.

*En masse skoenne mennesker (min husmor, Elisabeth, nogle af de faste gadesaelgere jeg har snakket med igennem dise maaneder)
*Friheden (African time, den afslappede holdning)
*Gadesaelgerne der gaar langs vejen naar der er koe, og saelger ting (selvom jeg ikke har brugt dem saa meget, synes jeg at det er fantastisk at man kan koebe saa mange ting paa vej hjem fra arbejde.
*Masser af billig koldt (pose)vand rundt om hvert gadehjoerne.
*Naar jeg lander i Danmark, kommer jeg nok ogsaa hurtigt til at savne varmen, selvom jeg lige nu synes at det er ret varmt, graensende til for varmt.

I weekenden var vi i Cape coast (en anden strand-by i Ghana), det var ret uhyggeligt med en masse tiggende boern, men vi fik oplevet en masse. Vi tog Canopy walken paa smaa smaa haengebroer hen over regnskoven, en natur-tur i regnskoven, med lidt info om nogle af traerne, var et sted med krokodiller, som man kunne faa lov at roere, og saa saa vi slaveslottet og et fort. Saa alt i alt en veldig god weekend og slutte en fantastisk tur af med.
Naeste gang jeg kommer til hertil vil jeg gerne besoege det nordlige Ghana, og se hvad de har at byde paa. (der er bl.a. safari, men det er dog ikke saa godt udenfor regnsaesonen, da dyrene vandrer til mere vaade omraader.).

Sidst, men ikke mindst, har min kaere mand, Dennis, sendt dette link til mig, hvis nogle skulle have computerustyr eller lignende paa lager de gerne vil af med:

http://www.version2.dk/artikel/14310-giv-din-brugte-pc-og-mp3-spiller-til-blinde-boern-i-ghana

Nogle gange maa man bare se til, og acceptere deres kultur.
Ja, hvad har jeg nu oplevet. Min mor er jo kommet, saa de fleste af de stedre vi har vaeret den sidste tid er ikke nye for mig, men det er nyt at opleve dem sammen med min mor og skoent at have hende her til at opleve sammen med.
Dog har jeg oplevet noget (skraemmende) nyt. I tirsdags besoegte vi Elisabeth igen, og hun lovede at vi kunne se hvordan de bader spaedboernene hernede, det er nemlig anderledes end i Danmark.
Det skal jeg love for – de bruger kogende vand, fordi det styrker babyerne (drengeboern) saa de bliver staerkere og ikke braekker knogler eller kommer til skade paa anden maade!
Jeg laegger et par billeder her paa bloggen af det. Det var en mellemting af massage med en kognende klud, og at de haeldte kogende vand ud over ham (med en klud), isaer i navlen, endetarmen og penis, fordi det er urene stedre, hvor der kan risikere at vaere saar. De tror paa at kogende varm styrker og heler saar!
Kulturen er meget anderledes hernede. Drengene bliver omskaaret naar de er helt smaa.
Desuden har hver familie eller omraade ogsaa sine egne maerker, dvs de bliver skaaret i huden, i ansigtet, paa armnene og rundt paa kroppen, for at man kan se hvor de kommer fra.
Det er ikke helt saa normalt at goere det mere, men man ser stadig mange mennesker der har det!

Ellers har vi faaet koebt en masse stof paa de forskellige markeder og min mor bliver en del kjoler rigere, og det goer jeg ogsaa
Vi nyder livet og varmen.

I weekenden rejser vi til Cape coast (og denne gang bliver det ikke aflyst), vi har bestilt et billigt men vidst ganske fint hotel, det er meningen af vi der skal se et slot, et fort og gaa paa nogle haengebroer hen over regnskoven (Canopy walk).
Det glaeder jeg mig til at fortaelle om i naeste uge.

Idag er der en uge til at jeg lander i Danmark igen (vi rejser herfra onsdag). Lige nu foeles det underligt, selvfoelgelig glaeder jeg mig til en masse ting i Dk som jeg savner hernede (mere om det i sidste blog-indlaeg fra Ghana), men de sidste dage har jeg taenkt om jeg mon faar lige saa meget kulturchok naar jeg kommer hjem igen, som da jeg kom herned.
Jeg skla nok lige vaenne mig til de danske priser (jeg handler nok kun i netto fremover – hehe), og skal jo have en hverdag op at koere med mand, nyt arbejde osv. Det bliver rigtig underligt at komme hjem igen herfra, nu er jeg jo virkelig faldet til hernede.
Oh well, det var ikke saa meget nyt denne gang, nyd billederne og at vejret begynder at lysne derhjemme – nu har jeg jo ogsaa forsoegt at puste noget varme hjem siden slutningen af januar! Haaber temperaturen stiger noget, saa jeg ikke gaar for meget i kuldechok naar jeg kommer hjem

Forresten kom jeg ikke paa arbejde i tirsdags fordi det regnede, saadan er det hernede, saa kaere chef, og nye kollegaer, nu har jeg faaet vaennet mig til at man ikke arbejder naar det regner, saa i skal ikke regne med mig i vinterhalvaaret

Sikke en tur herind til netcafeen idag!
Jeg kunne se da jeg kom ned paa trotro-holdepladsen at det ville blive umuligt at faa en trotro idag, der var mange ventende mennesker.
Der kom en tro, og paa 1min var den fyldt, og folk brugta albuer!
Pludselig kom der en bus til Circle (den retning jeg skulle), jeg spurgte om han stoppede her ved Danquah, det gjorde han, men havde ingen siddepladser, jeg var nu ligeglad.
Folk myldrede ind i bussen, og ved stopstedet efter mit var bussen fyld til randen, og vi stod som sild i en toende.
Efter 2min holdt vi stille, der var som saedvanlig koe, denne var dog usaedvanlig. Vi holdt stille, uden overhovedet at bevaege os i 30min!! Det var stegende hedt, og for at sige det mildt vaeltede sveden ud af mig i laartykke straaler! Sveden drev, mit toej blev lynhurtigt gennembloedt, og pludselig opdagede jeg at gulvet var fuldstaendig vaadt omkring mig! Min slippers klistrede til gulvet med mit eget sved. Skoent!
Manden ved siden af mig blev ved at snakke med dig, hvad hedder du, hvor laenge har du vaeret her, hvornaar rejser du hjem, du tager mig med, ik!? Osv! Jeg var aerlig talt ikke lige i humoer til at smaasludre, med sveden drivende og et hoved der var ved at eksplodere, samt 3 sorte maend klistret til min sved forskellige stedre paa kroppen (fordi vi stod saa taet!), jeg provede med at vende ryggen til ham osv, det hjalp ikke, saa prikkede han mig bare paa skulderen. Jeg forsoegte at lade vaere med at svare. Det eneste der virkede var at cutte ham af!

Naa, men nu er jeg her.
Og igaar holdt jeg foedselsdag. Jeg havde bestilt en foedselsdagskage ved bageren, og de andre frivillige jeg bor med (der er 4 andre nu, vi har faaet en ny fra Italien) ville arrangere resten!
Jeg havde bestilt Jollof-rice til aftensmad ved husmoderen (hun sagde at jeg kunne vaelge naar det var min foedselsdag).
Kagen jeg havde bestilt ved bageren var ganske fantastisk, den var hvid, med lille kanter, blomster (med groenne blade) og skrift: Happy birthday, Stefanie. Den kostede ogsaa derefter, men var alle pengene vaerd
Pigerne havde arrangeret den mest fantastiske fest ude paa vores balkon, de havde koebt frugt, chips, sodavand og “Royal Danish cookies”, fordi de var danske. Hehe.
De havde pyntet op med balloner, koebt lys til lagkagen og en festhat til mig.
Det var en virkelig dejlig dag. Om eftermiddagen ringede baade min mor og Dennis, saa det kunne jo ikke vaere bedre.
Hvertfal foerste, og maaske ogsaa sidste foedselsdag i 40grader

Imorgen skal jeg besoege Elisabeth og boernene, jeg ved ikke endnu om de to stoerste er hjemme, hun sagde at hun maaske ville holde dem hjemme i denne uge, fordi hun lige har foedt. Men pigen paa 2aar, Princess, er hvertfal hjemme, og lille Samuel.

Paa torsdag kommer min mor, sent om aftenen. Jeg glaeder mig virkelig til at dele mit afrikanske eventyr med hende. Jeg skriver dagbog (det er nok derfor jeg ikke beskriver alt i detaljer her paa bloggen, men vaelger nogle ting ud, da jeg ikke orker at skrive det hele 2 gange, og at i nok heller ikke orker at laese saa meget). Jeg har nemlig allerede fyldt 2 notesboeger (rimelig tykke, pa 47 og 27sider), og igaar startede jeg paa nummer 3 notesbog
Imorgen er der 2 uger til at jeg rejser hjemaf. Jeg har naermest talt dage siden jeg kom, men i soendags, gik det for foerste gang op for mig, at jeg ogsaa kommer til at savne Ghana, naar jeg tager hjem.
Det er dog ingen hemmelighed at jeg glaeder mig til at komme hjem, og isaer at se Dennis.
Mere om det senere, jeg regner med at mit sidste blog-indlaeg hernede, skal handle om hvad jeg savner mest at komme hjem til, og naar jeg har vaeret hjemme lidt, vil jeg lave et indlaeg om hvad jeg savner mest fra Ghana
Idag kommer der lidt billeder af min foedselsdag

Hvordan kan man vare ulykkelig med saadan en skoen unge paa armen!?

Historien tangere dog hen af soergmodig. Enken fra begravelsen foedte i tirsdags denne lille soen, ved kejsersnit.
Hendes mand doede i januar, og jeg var med til hans begravelse i sidste weekend.
I forvejen har hun 3 boern, saa dette er nr 4. Det er svaert for en enlig kvinde med 4 boern. Hun bor sammen med sin mor nu.
Alligevel har denne fantastiske kvinde, lukket mig ind i hendes liv, haft mig med ved alteret for at jeg skulle blive en del af familien, fundet overskud til at se mig, fortaelle om den Ghanesiske kultur og vaeret meget aabensindet.
Hun elsker mine besoeg, og jeg elsker at besoge hende, jeg fascineres meget af hende!
Paa onsdag har hun inviteret mig paa mad, fordi jeg har foedselsdag paa mandag.
Da jeg tog hjemmefra havde jeg besluttet, og fortalt en del mennesker, at jeg via min blog, ville lave en indsamling til boernehjemmet, saadan at venner og familie, kunne give et bidrag til afrika, uden administration eller lignende gebyrer, men at alle pengene helt og aldeles gik til boernehjemmet.
Jeg har brugt alt min tid hernede, paa at taenke over hvad jeg dog skulle bruge pengene paa osv. Og derfor har jeg ikke startet indsamlingen endnu – jeg har simpelthen ikke kunne finde paa noget. Boernene har toej, legetoej, medicin, skole osv. De mangler ikke noget. Den bedste gave ville vaere flere penge i hverdagen, hver dag! Det ka jeg jo desvaerre ikke give dem.
Saa jeg har taget en beslutning – denne fantastiske mor, Elisabeth, enke, og med masser af droemme i livet. Kvinden som har lukket mig ind i hendes liv paa det haardeste tidspunkt i hendes liv – og fortaeller at det har givet hende livsglaeden tilbage at jeg har besoegt hende nogle gange! Hende skal min indsamling gaa til!
Her er hun med sin nyfoedte baby!

Jeg har moedt hendes andre boern, men har paa staaende fod ikke billede af dem, det lover jeg at faa!
Elisabeth har droemme. Hun har allerede en uddannelse hernede indenfor skoenhedspleje, men hendes droem er at faa en uddannelse i et andet land, der har mere viden inden for skoenhed, saa hun kan komme til Ghana, og aabne hendes egen skole, hvor hun kan uddanne skoenhedsassistenter.
Det sagde hendes mand at hun skulle efter foedslen – desvaerre gik han jo bort inden.
Men Elisabeth droemmer videre. Om nogle maaneder, naar hun kan begynde at arbejde, vil hun finde arbejde i en skoenhedsklinik, saa vil hun forsoege om hun kan laegge lidt penge fra, saa hun til sidst kan faa noget mere viden indenfor skoneheden, og aabne sit eget uddannelsessted.
Elisabeth haelder ikke vand ud af oererne, jeg har selv spurgt ind, og dermed faaet viden. Hun har ikke ondt af sig selv, og beder aldrig om penge. Hun var mig evig taknemmelig for 3 babydragter jeg medbragte til hospitalet idag!
Jeg haaber at det ud af denne sammenhaeng kommer frem hvor fantastisk en kvinde Elisabeth er! Jeg er evig taknemmelig for at have moedt et vaesen som hende.
Jeg har ikke fortalt hende om denne indsamling endnu, men jeg er sikker paa at hun bliver henrykt, og siger at det behoeves slet ikke.

Rent praktisk ved jeg at jeg er sent ude, men jeg taenker ikke at jeg vil give hende pengene inden jeg tager afsted, jeg kan lige saa godt overfoere dem til hende fra Danmark, naar jeg kommer hjem (jeg betaler selvfoelgelig bank-gebyret, saa pengene stadig gaar ubeskaaret til hende).
Jeg taenker at hvis der kommer mange penge vil jeg dele dem, og overfoere nogle hver maaned, saa det bliver en mere langsigtet hjaelp.
Alle beloeb er en hjaelp, selv 20kr er flere maaltider hernede!
Der er umiddelbart ingen tidsbegraensning paa hvornaar pengene skal lande paa min konto, da jeg maaske overfoerer penge flere gange over den naeste tid, men jo foer er selvfoelgelig jo bedre.
Pengene skal overfoeres til min konto med titlen ‘Indsamling’:
Reg nr: 9106
Konto nr: 0001452894

Ang nationaldagen vil jeg maaske kalde det lidt et flop.
Det var nogle vaeldig fine parader men det var lidt for tidligt om morgenen, det var sjovt at se praesidenten, men saa heller ikke mere end det.
Det var ene boern, der dannede paraderne, som var lidt for lige raekker, og lidt for kvalmende i takt! Men vaeldig fint.
Det var sindsygt varmt, og boernene faldt om som fluer, af at staa stille i solen, heldigvis var der mange roede kors folk, og jeg skal love for at de fik loebet og hentet en masse hen i teltet. Parat stod saa erstatningsboern, som loeb ud og stilte sig paa pladsen hvor barnet var faldet om.
Ret grotesk at se paa!
Vi blev halvanden time, og derefter tog vi paa et marked som er kendt for at have masser af stof. Jeg fik koebt lidt forskellig stof (2 slags) til kjoler. Den ene dog bare til at svinge omkring mig om morgenen, den anden er til et bryllup vi skal til naar jeg kommer hjem (ved ikke helt med snittet endnu).
Saa det var en begivenhedsrig dag igaar, det skal der selvfoelgelig ogsaa et par billeder af…
Det er dog umuligt at vise helheden af nationaldagen, paraderne og det, med billeder, men smider et par ind alligevel.

Ja, saa blev min weekendtur endnu engang ikke til noget. Jeg aflyste den selv, fordi at jeg blev inviteret med til en ghanesisk begravelse og et moede paa skolen hvor boernene fra boernehjemmet gaar. To ting som jeg ville vaere traet af at gaa glip af!
Saa nu lover jeg, ikke flere weekendture der bliver aflyst. I naeste weekend er der Ghanas nationaldag, saa der bliver vi i Accra, der er vidst parader, gang i byen osv.
Weekenden efter er min mor lige ankommet, og saa min sidste weekend rejser min mor og jeg sammen til Cape Coast.

Naa, men moedet paa skolen var frygteligt og spild af min tid, saa det vil jeg ikke kede jer med. Til gengaeld var begravelsen fantastisk, paa den maade at det var super spaendende at opleve en begravelse som var noget helt andet end i Danmark.
Jeg har moedt en Ghanesisk ven hernede. I torsdags besoegte vi sammen hans tante, hendes mand doede i januar. Hun har 3 boern og er gravid i 8mdr med nr 4. Frygtelig historie. Det var hendes mand der skulle begraves igaar, loerdag. Jeg blev inviteret med, og efter lidt tanker frem og tilbage, blev jeg enig om at tage med.
Begravelsen var fra kl 8 om morgenen, til kl 6 om aftenen. Moedet paa skolen startede kl 9, saa jeg sagde at jeg ville komme bagefter.
Kl blev 13 inden jeg naaede frem, og der var selve ceremonien ovre, og folk var paa det hotel hvor gravoellen (om man kan kalde det det) blev holdt. Saa der tog vi hen (min ven, Collins, hentede mig ved trotro’en).
Jeg kom ind paa denne store plads, der var musik, en mand der snakkede i en mikrofon, og paa 3 af siderne var der opstillet pavilioner (for at skygge) med stoleraekker under. Der var nok 100-150mennesker, der mest bare sad og kiggede, nogle snakkede, og da musikken startede begyndte folk at danske paa den bare solplet i midten.
Folk var klaedt i sort og roedt (jeg havde laant en sort kjole af min husmor).
Folk dansede, sang, nogle spillede trommer paa et tidspunkt. De fleste var i fint humoer, bortset fra et par enkelte, der skabte sig fuldstaendig i graad, raab osv.
Pludselig kom der to kvinder og serverede en tallerken med 3 kyllingelaar, og saa kunne jeg vaelge mellem 3 forskellige sodavand. Jeg sagde paent nej tak, men fik af vide at det kunne man ikke – saa jeg valgte en fanta.Jeg spiste 2 af kyllingelaarene.

Der var et bord med en kasse, hvor man gik op og gav en pengegave til familien (havde heldigvis snakket om det med min husmor, og hun havde sagt at 10 cedi, 40kr, var en fin pris). Saa jeg gik op til bordet, og gav mine 10cedi. De skrev en fin seddel, som var specielt designet til begravelsen, med afdoedes navn, billede og alder, hvorpaa mit navn og beloeb blev skrevet. Den skulle jeg saa gaa op og aflevere til manden med mikronen, og saa offentligegjorde han imellem musikken, beloeb og navne. Derefter fik jeg sedlen tilbage og en flok kvinder kom og gav mig haanden og sagde tak.

Jeg blev der et par timer, tog et par enkelte billeder (selvom jeg fik lov virkede det akavet at gaa rundt og tage billeder) og saa tog jeg hjem bagefter. Det var en virkelig god oplevelse at se noget mere af Ghanas kultur.
Jeg blev inviteret med i kirke idag, soendag, hvor der ville vaere noget thanksgiving, og begravelse igen bagefter. Jeg var med i kirken (katolsk) og blev inviteret med op ved alteret, da familien gik op og blev velsignet – saa da vi var faerdige, var jeg en ven af familien.
Jeg vil bestemt besoege tanten igen, hun bor kun 3 trotro stationer fra hvor jeg bor.

Ang post!
Jeg kan forstaa paa de andre frivillige hernede, at post er noget laengere om at naa herned, end det er om at naa hjem. Saa hvis der skal vaere forhaabning om at jeg modtager dem, er der aller aller sidste udkald…

Rent praktisk, vil jeg sige at selvom jeg ikke lige faar svaret tilbage, laeser jeg jeres kommentarer, og det er rart lige at hoere lidt fra nogle i det kolde nord

Ja, her er det godt nok lige en tand for varmt. Siden i fredags, har det vaeret mere eller mindre ulideligt. Selvom aftenen og om morgenen, naar solen ikke er fremme, kan jeg staa eller sidde helt stille og svede! Saa jeg haaber paa snarlig regn, der kan rense luften lidt igen
Jeg foeler mig aldrig rigtig ren, og mit toej er ogsaa efterhaanden traet af at blive vasket i haanden (og vidst heller aldrig rigtig rent).
Vasketoej foregaar ved at jeg laegger toejet i bloed i en spand (min 30min, gerne fra aften til naeste dag), saa gaar jeg ned i haven, hvor der er en vandtank med en hane paa, og som bruges til vasketoej. Her toemmer jeg spanden, nyt saebe og vand i, og saa skrubbes der, og skylles under hanen (saeberester er bare bonus, det er umuligt at skylle ud, isaer naar man skal spare paa vandet), saa vrides det (det er jeg ikke saa god til – det er jeg nu heller ikke med skrubbe delen…) og haenges til toerre paa snoren.
Saa er der den hage, at her i Ghana er der nogle dyr, som gerne vil laegge aeg i toejet som haenger til toerre i solen, jeg toerrer derfor mit undertoej paa mit vaerelse, og alt der har haengt i solen til toerre, skal stryges (for at slaa aeggene ihjel). Saa jeg har truet Dennis med, at jeg bliver saa vant til at stryge, at jeg koeber et nyt strygejern naar jeg kommer hjem, og gaar amok paa alle hans skjoerter

Det gaar fint paa boernehjemmet, det er blevet meget nemmere at holde ud, efter jeg satte en struktur paa dagene, saa de ved hvad vi skal, hver dag.
Min vaerelseskammerat er kommet. Hun er fra Singapore, men bor og laeser i Australien. Hun er rigtig soed, og vi kan sagtens snakke sammen om forskellige ting, men jeg maa nok bare indroemme at det er haardt at bo sammen med et ‘fremmed’ menneske, at skulle tage hensyn til hinanden osv. Men det gaar.
Rygterne svirrer at vi faar en ny pige i vores hus paa mandag (selvom der egentlig kun er plads til 4, og det er det antal vi er nu – men der er vidst et ekstra vaerelse nedenunder). I forhold til vandsituationen, som jo er at vi virkelig skal spare paa vandet for at faa det til at holde naesten en uge (vi loeber altid toer 1-3dage om ugen, da der kun bliver fyldt op 1 gang om ugen), saa har jeg lidt svaert ved at overskue at vandet skal deles med en mere, da jeg ikke kan se hvordan vi skal spare ekstra.
Well, den tid den sorg.

En hyldest til min mor.
Paa torsdag er der 2uger til at min mor kommer herned til mig!
Jeg glaeder mig som et lille barn!
Efter en hyldest til min mor, bliver billeder (nogle af dem – de andre er de 2 boern jeg ikke har smidt billeder in af endnu) en hyldest til Dennis (min fantastiske mand, som jeg savner dybt og inderligt!), som savner flere billeder af mig
Min nye kjole er fantastisk, andet kan jeg ikke sige. Syninger, snit og alt er praecis, som en kjole man koeber i en butik i Danmark – den er bare skreaddersyet til mig – for 100kr

Ja, jeg vil starte med det soede, og fortaelle at jeg er ovenpaa igen. Jeg ville have vaeret paa netcafe, men det ville blive en rent negativt indlaeg, saa det droppede jeg, og ventede til en anden dag. Idag foeler jeg mig saa list ovenpaa igen.

Lad mig forklare. Mandag havde jeg en fantastisk dag, jeg fik mit afrikanske navn, som er ‘Ama’ – foedt paa en loerdag, jeg blev vokset under armene (det var en speciel oplevelse, da de aabenbart kun var gearet til at voksne oejenbryn, men ikke ville sige nej, naar jeg spurgte om de ville voksne armhulen – hmm), og saa bestilte jeg min foerste kjole! jubii! Desvaerre er den foerst fredag, saa det er ren tortur, at jeg kan staa paa min balkon og kigge ned paa butikken, og bare vil have min nye kjole paa. Jeg er meget spaendt paa hvordan resultatet bliver, men hun havde en god ide, og fik rimelig frie toejler – her foerste gang! Det bliver hvertfal ikke den sidste. Det foeles skoent at en kjole bliver syet specielt til mig.
Diktaten med boernene om eftermiddagen gik fint, og efterfoelgende spillede vi volleyball med en badebold over en toejsnor (det er vel afrika)…
15min inden vi skulle hjem, sad jeg indenfor i sofaen, jeg hoerte et par smaeld og et barn der graed, jeg troede at den saedvanlige terrorist-knaegt var igang igen, og rejste mig for at gaa ud og standse det. Da jeg rejste mig, kunne jeg se at det var daddy/mamageren der stod med en traepind og slog boernene. Jeg satte mig lamslaaet ned igen, og vidste ikke hvad jeg skulle goere af mig selv. Jeg sad inde i sofaen og fik mere og mere kvalme, som jeg kunne hoere flere og flere smaeld og flere boern der graed – graed saa meget at de var ved at kaste op… lige som mig (delen med at kaste op, gjorde hvad jeg kunne for ikke at graede).
Da han var faerdig kunne jeg komme ud og hente mine sko, og forlod hjemmet med et ‘farvel’ og gik 10min foer tid. Vejen hjem foeltes lang, og jeg gjorde hvad jeg kunne for at klemme taarerne inde, men snoeftede noget. Saa snart jeg kom ind af doeren derhjemme, og saa de andre 2 frivillige der havde sat sig til bords, broed jeg fuldstandig sammen, de kunne ikke forstaa hvad jeg sagde, fordi jeg graed saadan, og jeg kunne ikke stoppe igen, jeg var fuldstaendig knust, og foelte ikke at jeg nogensinde kunne se den mand i oejnene igen!
Da jeg faldt lidt til ro, fik jeg forklaret pigerne hvad der var sket – de blev ikke naer saa rystet som mig, men var bange for at han havde slaaet mig, siden jeg graed saadan (de arbejder med menneskerettigheder!), efterfoelgende snakkede jeg i telefon med baade min mor og Dennis, og faldt lidt til ro. Ud paa aftenene snakkede jeg med Obiri, hun smilede af mig, kunne tydeligvis ikke helt forstaa hvordan det kunne beroere mig saa meget, det er jo ganske normalt hernede sagde hun. Men hun synes at jeg skulle snakke med manageren om det, og sige at jeg ikke kunne se paa det (det var da en ting der var helt sikkert – det kunne jeg aldrig opleve igen). Jeg havde det frygteligt hele aftenen, og fik et nervoest sammenbrud hver gang en hund udenfor hylede, eller der kom en pludselig lyd.
Morgenen efter gik fint nok (med lidt kvalme paa vej til arbejde) og om formiddagen (hvor jeg jo er hjemme) ringede Fynn fra Projects abroad, at han var paa vej for at besoege mig. Belejligt.
Jeg lagde sagen frem for ham, og han synes ogsaa at jeg var lidt pjattet, han blev lige saa chokeret for at se boern og unge ryge i vestlige lande, som jeg blev af at se afrikas boern blive banket. Jeg synes nu at det var en daarlig sammenligning, og begyndte at graede da jeg forsoegte at fortaelle hvor ondt det gjorde paa mig, og at jeg virkelig ikke var vant til det. Han ringede og snakkede med manageren, og de aftalte at jeg og manageren skulle snakke sammen om eftermiddagen, naar jeg var tilbage paa boernehjemmet.
Han trippede da jeg kom for at snakke med mig, og brugte lang tid paa at forklare at afrikas boern ikke kan hoere efter, derfor skal man slaa dem, og man goer det i hele afrika osv osv. jeg kunne jo kun sige at jeg godt kunne forstaa hvad han sagde, men at jeg slet ikke var enig, og at jeg desuden ikke kunne se paa det en gang til. Saa enten maatte han sende mig hjem foer tid, eller ogsaa maatte han vente til jeg er gaaet, det sagde han at han ville hjaelpe mig med – gaar ud fra at det betyder ja.

Det blev saa ogsaa dagen hvor jeg havde min foerste naesten almindelige samtale med mamaerne, saa jeg gik derfra tirsdag med en ny lykkefoelelse. Jeg maa dog stadig indroemme at jeg ikke har det super godt, og at den oplevelse er printet rimelig kraftigt ind paa mit nethinde.
Men jeg har det bestemt bedre. Saa ja, generelt vil jeg sige, at det er virkelig haardt at vaere her (som mine indlaeg jo ogsaa fortaeller), men det er ogsaa super dejligt paa mange maader!
Mine weekendplaner lige nu, er at se om nogle tager paa hotel eller lignende igen, og hvis de goer, eller der er andre spaendende ture, tager jeg med – og den dag der saa ikke er tur, tager jeg paa netcafe om formiddagen og paa et marked om eftermiddagen – det ser jeg frem til, selvom det vidst er ret haardt, fordi alle vil saelge noget, spoerge hvordan du har det osv. Men jeg elsker jo at shoppe, og vaere paa markeder, saa mon ikke det gaar

Vil stoppe for nu, da jeg ogsaa skal i banken idag, og have koebt lidt ind til lageret af cola light derhjemme
Min nye roomie kommer foerst i aften (mama havde taget fejl), saa hende kan jeg fortaelle om, hvis planerne om internet-cafe i weekenden gaar
See ya!
Idag vil jeg oploade billeder af mine boern (dem der gaar i skole, da de er taget paa vej hjem fra skole). Hvis computeren er alt for langsom, venter jeg med nogle af dem til weekenden – der er 6 boern (2 der ikke gaar i skole).

Jeg vil starte med at sige, at uanset diarre, skader, hjemve, tyveri, og hvad jeg ellers kan komme paa, saa er Ghana et fantastisk land! Jeg elsker at vaere her, paa trods af alle forhindringerne (men glaeder mig selvfoelgelig ogsaa til at komme hjem igen!).

Jeg startede paa boernehjemmet igen i denne uge, og maa indroemme at de 3 foerste dage var skod! Jeg var fuldstaendig bombet hver dag naar jeg fik fri, og talte virkelig minutter fra jeg traadte ind af doeren, til jeg havde fri igen.
Hvad gjorde at jeg var saa traet, jeg tror manglende struktur, at skulle afvise boernenes forslag hele tiden, og at jeg konstant havde 8unger paa nakken, klistret til mig.
Torsdag inden jeg kom til boernehjemmet om eftermiddagen, lavede jeg et skema til dem. Mandag: staveordstest/diktat, tirsdag: leg, onsdag: de laeser hoejt for mig, torsdag: leg og fredag matematik. Dette er aktiviteter til naar jeg er der om eftermiddagen, og maa indroemme at torsdag var en fantastisk dag, jeg saa stadig frem til at faa fri, men jeg var ikke lige saa bombet.
Til gengaeld er jeg nu blevet meget upoplaer ved Grandma, den ‘oeverste’ mama, der arbejder der. Hun synes de leger for meget, og det skal jeg simpelthen ikke give dem lov til! Jeg er noed til at taenke paa mig selv, og paa boernene, og det betyder at to dage om ugen med leg, er ganske passende (som det ser ud nu).
Desuden henter jeg dem ogsaa fra skolen, og maatte derfor vaere den der bragte meddelsen fra skolen om at en af uniformerne var beskidte tirsdag. Det blev Grandma meget fornaermet over, for det var hende der vaskede. Med hendes daarlige engelske forstod hun ikke at det ikke var min skyld! Og de andre fortaeller ingenting videre. Er ellers begyndt kun at fortaelle tingene til den unge pige, Abigail, der arbejder/bor der, ved siden af sine studier, fordi hun er bedst til engelsk. Men de er meget daarlige til at give ting videre (jeg fortalte den samme ting til 3 personer, og ingen af dem havde hoert det foer – dvs ingen af de foerste havde givet det videre…) Saa er det altsaa op af bakke…

Well, torsdag og fredag var gode dage, isaer ink. torsdag aften paa irsk pub med de andre frivillige.
Loerdag var jeg i paradis! Vi kan for 10cedi (40kr) koebe os adgang til poolomraadet, med bade osv. paa nogle af de finere hoteller i byen, saa det er der som regel en flok frivillige der goer hver weekend. Saa der tilbragte jeg min loerdag, med pool, PIZZA, og sol… Og blev selvfoelgelig solbraendt, saa jeg naesten ikke har sovet i nat.
Oh well, det kan ogsaa have noget med uvejret at goere.
Indtil videre har vi haft 3 gange 10min med regn mens jeg har vaeret hernede, og 2 af dem har vaeret om natten. I nat fik jeg saa virkelig oplevet regnvejr. Det stod ned i tykke staenger i lang tid, og lynede. Idag er alting vaadt, og bloedt at gaa i, det er overskyet og lidt koeligt (men jeg er stadig tilpas i nederdel og t-shirt).
Det passer mig desuden fint med lidt koeligere vejr, med min solskoldning.

Vi har vaeret uden vand i nogle dagen, og fredag aften ogsaa uden stroem… Saa kunne jeg sidde og kigge over paa det guesthause hvor min mor skal bo naar hun besoeger mig hernede (det er vores nabo), de maa have generator, for der var lys! Saa ved jeg hvor jeg kan flygte hen naar min mor kommer… De har sikkert ogsaa mere vand end vi har
Ja, man skal ikke vaere sart hernede… Forleden dag delte jeg min frokost med en del myrer! Og spiste sikkert ogsaa et par stykker, selvom hushjaelpen rystede min sandwich, og puttede den paa en ny tallerken. Velbekommen!
Jeg vil nu ogsaa skynde mig at sige at der intet er i vejen med maden hernede, spiser alt hvad der bliver serveret, og synes om det.

Desuden bliver vi nu 4 frivillige i huset. For oejeblikket er vi 3, saa jeg har mit eget vaerelse, men paa tirsdag kommer der en pige fra Singapore, som jeg skal dele vaerelse med. Hun er vidst ret kraesen, siger Obiri, saa det er jeg spaendt paa. Hun spiser ikke loeg, tomater, eller broed, som er det vi lever af. Det eneste hun spiser er ris og kartofler, og broed som hun selv bager…

Ja, og saa til billederne, det er lidt af hvert idag (det er det selvfoelgelig altid

Idag er jeg kun ganske kort tid ved computeren, og det bliver desvaerre mest et surt opstoed.
Jeg foeler mig enormt uheldig. Ikke nok med diarre, forstuvet knae (som er i bedring, men stadig goer ondt), saa fik jeg stjaalet min Ghanesiske telefon i soendags da jeg var her paa netcafeen. Jeg blev simpelthen saa traet af det hele, og synes at livet var uretfaerdigt. Desuden kunne jeg maerke en stor angst for alting, jeg opgav at tage i banken og haeve penge, og det at gaa alene paa gaden virkede pludselig skraemmende paa mig.
Men naar man er alene i et land, og jeg er meget alene i min lille landsby (naar mine rommies er paa arbejde eller noget), saa kan det ikke nytte noget. Saa kaere Stefanie, op paa hesten igen. Saa idag skal jeg i banken og haeve penge, naar jeg er faerdig her paa netcafeen.
Jeg skal gaa et lille stykke fra banken og hen til min tro-tro. Derefter ca 30min-2timer i tro-tro (alt efter trafik) og et lille stykke op til huset.
Som planerne ser ud lige nu, tager jeg paa weekend-tur hele weekenden, og kommer derfor ikke paa nettet.
Det bliver et kort indlaeg idag, da jeg skal naa hjem til frokost. Haaber alt vel i det kolde nord. Hermed en hilsen fra de varme lande…

Blev lidt hug paa det med at laegge billeder ind igaar, saa jeg besluttede at slaa lidt tid ihjel paa netcafeen her til formiddag, inden min massage
Isaer for at laegge billeder ind til et kontrastfyldt Ghana, hvilket billeder viser (forskellige maader at fremvise Ghana).
Igaar efter netcafeen fandt jeg et supermarked i naerheden af hvor jeg bor (ca 10min gang), og de havde cola light! Om jeg ikke lige kom i den syvende himmel.

Naa, men nu jeg er her, vil jeg fortaelle lidt mere om mine forhold, og ikke om Afrika generelt.
Jeg bor ved Mama Obiri, hun har en hushjaelp, samt en grandniece der bor hos hende, og arbejder for hende, naar hun ikke er i skole, samt en der kommer og goer rent osv paa vores vaerelser hver loerdag aften. Hun sidder i sin stue og raaber efter dem, og de bringer mad, vand osv til hende. De sidste dage har jeg dog set hende lidt i koekkenet selv ogsaa, hun siger at kokkerier er en hobby for hende.
Hvis jeg var en almindelig dansker uden forstaaelse eller kendskab til andre kulturer, ville jeg synes at hun behandlede dem skidt. Nu er jeg en dansker der er negyndt at have forstaaelse for andre kulturer (men der er lang vej), saa nu er jeg i den situtation at jeg har ondt af dem i stedet for. De har jo intet liv, andet end at tjene Mrs Obiri, men for dem er det jo normalt. Ja, underligt saa stor forskel der kan vaere efter 8timers flyvetur.
Jeg har traek og slip toilet, og en bruser (som der dog kommer meget meget lidt vand ud af – og vandet som skal spares paa), saa jeg foeler mig priviligeret.
Da jeg rejse var jeg forberedt paa at jeg kunne komme til at bo i en ler-hytte med lokum i haven. Nu bander jeg ind imellem naar der ikke er noget vand… Utroligt.

Ang boernehjemmet, maa jeg indroemme at jeg har vaeret lidt skuffet. Det er derfor jeg har udskudt saadan at skrive om det.
Den foerste dag jeg var paa arbejde, blev jeg ikke vist rundt eller noget, og hele dagen var jeg paa arbejde med en der ikke rigtig snakkede engelsk. Det meste af tiden var hun desuden vaek, eller sov. Hun startede dog ud med at sige “you gotta teach them, and prepare them for school, there we have a board” – saa pegede hun paa en tavle og forsvandt.
Tilbage stod jeg med to boern paa 2 og 3aar, som bestemt ikke var motiverede til at laere noget, og meget hellere ville lege (selvfoelgelig). Jeg anede ikke hvor noget var, saa jeg var paa herrens mark, da de var toerstige…
Endelig efter nogle timer kom en fra Projects abroad, for lige at se mig. Mama Rita (hende der var paa arbejde – jeg tror faktisk at hun som den eneste bor der), kom selvfoelgelig frem, og hun gav Fynn (fra Projects abroad) klar besked (paa Twi). Jeg skulle altsaa moede kl 6 om morgenen (denne dag var jeg moedt kl 8, efter aftale med manageren, naar det var foerste dag), jeg skulle blive til kl 11, gaa hjem, moede igen kl 14 og blive til kl 17. 5dage om ugen…
Jeg nikkede bare, og saa var Fynn ude af doeren, fordi han havde travlt, og skulle videre.
Da jeg kom hjem, var jeg virkelig udmattet, jeg havde vaeret virkelig paa, og foelte mig trist og udnyttet. Jeg regnede sammen at jeg havde 40timer om ugen.
Jeg slog op i haandbogen som jeg fik ved introduction, og kunne laese der at man normalt have 25timer! paa et care-projekt som jeg var paa!
Lige som jeg skulle til at ringe til Fynn, ringede Daniel, fra Projects abroad, han var paa vej ud til mig, for at udfylde et skema, hvordan de foerste dage var gaaet.
Jeg udlagde for ham, at jeg ikke synes det var fair at jeg have 40timer, og viste ham haandbogen. Mrs Obiri fortalte mig desuden at der ind imellem boede 3 piger ved hende, der delte arbejdstiderne paa hjemmet, som jeg nu tog alene…
Daniel koerte den over paa mig, “hvis du ikke kan holde ud at arbejde saa meget, saa skal du ikke det”, selvom jeg proevede at forholde mig til haandbogen hjalp det ikke… Men jeg lod det prelle af, jeg vil ikke betale for at udnyttes, jeg vil gerne hjaelpe!
Saa de nye arbejdstider blev 6-8 og 14-17. Da det er der der er brug for hjaelpen paa hjemmet, og det er ogsaa ganske fint.
Maa dog stadig indroemme at jeg ikke foeler mig tilstraekkelig. De forventer meget mere undervisning, end jeg gider, kan og har mod paa, og jeg foeler mig kigget over skulderen hele tiden (naar ikke hun sover eller andet)… Desuden slog hun den foerste den lille dreng “listen to the teacher” – mon jeg foelte mig dum, naar jeg ikke sagde noget klogt.
Til boernehjemmets forsvar, skal det siges at jeg kun har vaeret der 3dage (pga sygemelding), men indtil videre er jeg ikke imponeret. Jeg har ikke engang faaet saa meget som et ‘Tak’, eller lign. (Mrs Obiri siger at mange Ghanesere har svaert ved at vise taknemmelighed).
Naa, men imorgen er jeg tilbage igen, og haaber at alt bliver lysere fremover.

Naa, men nu til billederne. Det er jo det mest spaendende. Resten er bare mig der laesser af