Boutrupseventyr

Ja, saa blev min weekendtur endnu engang ikke til noget. Jeg aflyste den selv, fordi at jeg blev inviteret med til en ghanesisk begravelse og et moede paa skolen hvor boernene fra boernehjemmet gaar. To ting som jeg ville vaere traet af at gaa glip af!
Saa nu lover jeg, ikke flere weekendture der bliver aflyst. I naeste weekend er der Ghanas nationaldag, saa der bliver vi i Accra, der er vidst parader, gang i byen osv.
Weekenden efter er min mor lige ankommet, og saa min sidste weekend rejser min mor og jeg sammen til Cape Coast.

Naa, men moedet paa skolen var frygteligt og spild af min tid, saa det vil jeg ikke kede jer med. Til gengaeld var begravelsen fantastisk, paa den maade at det var super spaendende at opleve en begravelse som var noget helt andet end i Danmark.
Jeg har moedt en Ghanesisk ven hernede. I torsdags besoegte vi sammen hans tante, hendes mand doede i januar. Hun har 3 boern og er gravid i 8mdr med nr 4. Frygtelig historie. Det var hendes mand der skulle begraves igaar, loerdag. Jeg blev inviteret med, og efter lidt tanker frem og tilbage, blev jeg enig om at tage med.
Begravelsen var fra kl 8 om morgenen, til kl 6 om aftenen. Moedet paa skolen startede kl 9, saa jeg sagde at jeg ville komme bagefter.
Kl blev 13 inden jeg naaede frem, og der var selve ceremonien ovre, og folk var paa det hotel hvor gravoellen (om man kan kalde det det) blev holdt. Saa der tog vi hen (min ven, Collins, hentede mig ved trotro’en).
Jeg kom ind paa denne store plads, der var musik, en mand der snakkede i en mikrofon, og paa 3 af siderne var der opstillet pavilioner (for at skygge) med stoleraekker under. Der var nok 100-150mennesker, der mest bare sad og kiggede, nogle snakkede, og da musikken startede begyndte folk at danske paa den bare solplet i midten.
Folk var klaedt i sort og roedt (jeg havde laant en sort kjole af min husmor).
Folk dansede, sang, nogle spillede trommer paa et tidspunkt. De fleste var i fint humoer, bortset fra et par enkelte, der skabte sig fuldstaendig i graad, raab osv.
Pludselig kom der to kvinder og serverede en tallerken med 3 kyllingelaar, og saa kunne jeg vaelge mellem 3 forskellige sodavand. Jeg sagde paent nej tak, men fik af vide at det kunne man ikke – saa jeg valgte en fanta.Jeg spiste 2 af kyllingelaarene.

Der var et bord med en kasse, hvor man gik op og gav en pengegave til familien (havde heldigvis snakket om det med min husmor, og hun havde sagt at 10 cedi, 40kr, var en fin pris). Saa jeg gik op til bordet, og gav mine 10cedi. De skrev en fin seddel, som var specielt designet til begravelsen, med afdoedes navn, billede og alder, hvorpaa mit navn og beloeb blev skrevet. Den skulle jeg saa gaa op og aflevere til manden med mikronen, og saa offentligegjorde han imellem musikken, beloeb og navne. Derefter fik jeg sedlen tilbage og en flok kvinder kom og gav mig haanden og sagde tak.

Jeg blev der et par timer, tog et par enkelte billeder (selvom jeg fik lov virkede det akavet at gaa rundt og tage billeder) og saa tog jeg hjem bagefter. Det var en virkelig god oplevelse at se noget mere af Ghanas kultur.
Jeg blev inviteret med i kirke idag, soendag, hvor der ville vaere noget thanksgiving, og begravelse igen bagefter. Jeg var med i kirken (katolsk) og blev inviteret med op ved alteret, da familien gik op og blev velsignet – saa da vi var faerdige, var jeg en ven af familien.
Jeg vil bestemt besoege tanten igen, hun bor kun 3 trotro stationer fra hvor jeg bor.

Ang post!
Jeg kan forstaa paa de andre frivillige hernede, at post er noget laengere om at naa herned, end det er om at naa hjem. Saa hvis der skal vaere forhaabning om at jeg modtager dem, er der aller aller sidste udkald…

Mit begravelses-dress....

Dans til begravelsen.

Enken med hvidt toerklaede om hovedet (fordi hun er gravid)...

Trommerne til begravelsen.

Min skoenne husmor! (lovede ikke at vise dette billede til nogle, da hun ikke var klaedt paa til billede og havde ordnet haaret)...

Rent praktisk, vil jeg sige at selvom jeg ikke lige faar svaret tilbage, laeser jeg jeres kommentarer, og det er rart lige at hoere lidt fra nogle i det kolde nord

Ja, her er det godt nok lige en tand for varmt. Siden i fredags, har det vaeret mere eller mindre ulideligt. Selvom aftenen og om morgenen, naar solen ikke er fremme, kan jeg staa eller sidde helt stille og svede! Saa jeg haaber paa snarlig regn, der kan rense luften lidt igen
Jeg foeler mig aldrig rigtig ren, og mit toej er ogsaa efterhaanden traet af at blive vasket i haanden (og vidst heller aldrig rigtig rent).
Vasketoej foregaar ved at jeg laegger toejet i bloed i en spand (min 30min, gerne fra aften til naeste dag), saa gaar jeg ned i haven, hvor der er en vandtank med en hane paa, og som bruges til vasketoej. Her toemmer jeg spanden, nyt saebe og vand i, og saa skrubbes der, og skylles under hanen (saeberester er bare bonus, det er umuligt at skylle ud, isaer naar man skal spare paa vandet), saa vrides det (det er jeg ikke saa god til – det er jeg nu heller ikke med skrubbe delen…) og haenges til toerre paa snoren.
Saa er der den hage, at her i Ghana er der nogle dyr, som gerne vil laegge aeg i toejet som haenger til toerre i solen, jeg toerrer derfor mit undertoej paa mit vaerelse, og alt der har haengt i solen til toerre, skal stryges (for at slaa aeggene ihjel). Saa jeg har truet Dennis med, at jeg bliver saa vant til at stryge, at jeg koeber et nyt strygejern naar jeg kommer hjem, og gaar amok paa alle hans skjoerter

Det gaar fint paa boernehjemmet, det er blevet meget nemmere at holde ud, efter jeg satte en struktur paa dagene, saa de ved hvad vi skal, hver dag.
Min vaerelseskammerat er kommet. Hun er fra Singapore, men bor og laeser i Australien. Hun er rigtig soed, og vi kan sagtens snakke sammen om forskellige ting, men jeg maa nok bare indroemme at det er haardt at bo sammen med et ‘fremmed’ menneske, at skulle tage hensyn til hinanden osv. Men det gaar.
Rygterne svirrer at vi faar en ny pige i vores hus paa mandag (selvom der egentlig kun er plads til 4, og det er det antal vi er nu – men der er vidst et ekstra vaerelse nedenunder). I forhold til vandsituationen, som jo er at vi virkelig skal spare paa vandet for at faa det til at holde naesten en uge (vi loeber altid toer 1-3dage om ugen, da der kun bliver fyldt op 1 gang om ugen), saa har jeg lidt svaert ved at overskue at vandet skal deles med en mere, da jeg ikke kan se hvordan vi skal spare ekstra.
Well, den tid den sorg.

En hyldest til min mor.
Paa torsdag er der 2uger til at min mor kommer herned til mig!
Jeg glaeder mig som et lille barn!
Efter en hyldest til min mor, bliver billeder (nogle af dem – de andre er de 2 boern jeg ikke har smidt billeder in af endnu) en hyldest til Dennis (min fantastiske mand, som jeg savner dybt og inderligt!), som savner flere billeder af mig
Min nye kjole er fantastisk, andet kan jeg ikke sige. Syninger, snit og alt er praecis, som en kjole man koeber i en butik i Danmark – den er bare skreaddersyet til mig – for 100kr

Jeg 'pounder' fufu paa boernehjemmet...

Rita

Bismark

Min nye kjole.

Kjolen

Mig og Sarah-Mae, min nye rommie.

Ja, jeg vil starte med det soede, og fortaelle at jeg er ovenpaa igen. Jeg ville have vaeret paa netcafe, men det ville blive en rent negativt indlaeg, saa det droppede jeg, og ventede til en anden dag. Idag foeler jeg mig saa list ovenpaa igen.

Lad mig forklare. Mandag havde jeg en fantastisk dag, jeg fik mit afrikanske navn, som er ‘Ama’ – foedt paa en loerdag, jeg blev vokset under armene (det var en speciel oplevelse, da de aabenbart kun var gearet til at voksne oejenbryn, men ikke ville sige nej, naar jeg spurgte om de ville voksne armhulen – hmm), og saa bestilte jeg min foerste kjole! jubii! Desvaerre er den foerst fredag, saa det er ren tortur, at jeg kan staa paa min balkon og kigge ned paa butikken, og bare vil have min nye kjole paa. Jeg er meget spaendt paa hvordan resultatet bliver, men hun havde en god ide, og fik rimelig frie toejler – her foerste gang! Det bliver hvertfal ikke den sidste. Det foeles skoent at en kjole bliver syet specielt til mig.
Diktaten med boernene om eftermiddagen gik fint, og efterfoelgende spillede vi volleyball med en badebold over en toejsnor (det er vel afrika)…
15min inden vi skulle hjem, sad jeg indenfor i sofaen, jeg hoerte et par smaeld og et barn der graed, jeg troede at den saedvanlige terrorist-knaegt var igang igen, og rejste mig for at gaa ud og standse det. Da jeg rejste mig, kunne jeg se at det var daddy/mamageren der stod med en traepind og slog boernene. Jeg satte mig lamslaaet ned igen, og vidste ikke hvad jeg skulle goere af mig selv. Jeg sad inde i sofaen og fik mere og mere kvalme, som jeg kunne hoere flere og flere smaeld og flere boern der graed – graed saa meget at de var ved at kaste op… lige som mig (delen med at kaste op, gjorde hvad jeg kunne for ikke at graede).
Da han var faerdig kunne jeg komme ud og hente mine sko, og forlod hjemmet med et ‘farvel’ og gik 10min foer tid. Vejen hjem foeltes lang, og jeg gjorde hvad jeg kunne for at klemme taarerne inde, men snoeftede noget. Saa snart jeg kom ind af doeren derhjemme, og saa de andre 2 frivillige der havde sat sig til bords, broed jeg fuldstandig sammen, de kunne ikke forstaa hvad jeg sagde, fordi jeg graed saadan, og jeg kunne ikke stoppe igen, jeg var fuldstaendig knust, og foelte ikke at jeg nogensinde kunne se den mand i oejnene igen!
Da jeg faldt lidt til ro, fik jeg forklaret pigerne hvad der var sket – de blev ikke naer saa rystet som mig, men var bange for at han havde slaaet mig, siden jeg graed saadan (de arbejder med menneskerettigheder!), efterfoelgende snakkede jeg i telefon med baade min mor og Dennis, og faldt lidt til ro. Ud paa aftenene snakkede jeg med Obiri, hun smilede af mig, kunne tydeligvis ikke helt forstaa hvordan det kunne beroere mig saa meget, det er jo ganske normalt hernede sagde hun. Men hun synes at jeg skulle snakke med manageren om det, og sige at jeg ikke kunne se paa det (det var da en ting der var helt sikkert – det kunne jeg aldrig opleve igen). Jeg havde det frygteligt hele aftenen, og fik et nervoest sammenbrud hver gang en hund udenfor hylede, eller der kom en pludselig lyd.
Morgenen efter gik fint nok (med lidt kvalme paa vej til arbejde) og om formiddagen (hvor jeg jo er hjemme) ringede Fynn fra Projects abroad, at han var paa vej for at besoege mig. Belejligt.
Jeg lagde sagen frem for ham, og han synes ogsaa at jeg var lidt pjattet, han blev lige saa chokeret for at se boern og unge ryge i vestlige lande, som jeg blev af at se afrikas boern blive banket. Jeg synes nu at det var en daarlig sammenligning, og begyndte at graede da jeg forsoegte at fortaelle hvor ondt det gjorde paa mig, og at jeg virkelig ikke var vant til det. Han ringede og snakkede med manageren, og de aftalte at jeg og manageren skulle snakke sammen om eftermiddagen, naar jeg var tilbage paa boernehjemmet.
Han trippede da jeg kom for at snakke med mig, og brugte lang tid paa at forklare at afrikas boern ikke kan hoere efter, derfor skal man slaa dem, og man goer det i hele afrika osv osv. jeg kunne jo kun sige at jeg godt kunne forstaa hvad han sagde, men at jeg slet ikke var enig, og at jeg desuden ikke kunne se paa det en gang til. Saa enten maatte han sende mig hjem foer tid, eller ogsaa maatte han vente til jeg er gaaet, det sagde han at han ville hjaelpe mig med – gaar ud fra at det betyder ja.

Det blev saa ogsaa dagen hvor jeg havde min foerste naesten almindelige samtale med mamaerne, saa jeg gik derfra tirsdag med en ny lykkefoelelse. Jeg maa dog stadig indroemme at jeg ikke har det super godt, og at den oplevelse er printet rimelig kraftigt ind paa mit nethinde.
Men jeg har det bestemt bedre. Saa ja, generelt vil jeg sige, at det er virkelig haardt at vaere her (som mine indlaeg jo ogsaa fortaeller), men det er ogsaa super dejligt paa mange maader!
Mine weekendplaner lige nu, er at se om nogle tager paa hotel eller lignende igen, og hvis de goer, eller der er andre spaendende ture, tager jeg med – og den dag der saa ikke er tur, tager jeg paa netcafe om formiddagen og paa et marked om eftermiddagen – det ser jeg frem til, selvom det vidst er ret haardt, fordi alle vil saelge noget, spoerge hvordan du har det osv. Men jeg elsker jo at shoppe, og vaere paa markeder, saa mon ikke det gaar

Vil stoppe for nu, da jeg ogsaa skal i banken idag, og have koebt lidt ind til lageret af cola light derhjemme
Min nye roomie kommer foerst i aften (mama havde taget fejl), saa hende kan jeg fortaelle om, hvis planerne om internet-cafe i weekenden gaar
See ya!
Idag vil jeg oploade billeder af mine boern (dem der gaar i skole, da de er taget paa vej hjem fra skole). Hvis computeren er alt for langsom, venter jeg med nogle af dem til weekenden – der er 6 boern (2 der ikke gaar i skole).

Beatrice

Ernest (Jojo)

Abigail

Philip

Kvame

Grace

Jeg vil starte med at sige, at uanset diarre, skader, hjemve, tyveri, og hvad jeg ellers kan komme paa, saa er Ghana et fantastisk land! Jeg elsker at vaere her, paa trods af alle forhindringerne (men glaeder mig selvfoelgelig ogsaa til at komme hjem igen!).

Jeg startede paa boernehjemmet igen i denne uge, og maa indroemme at de 3 foerste dage var skod! Jeg var fuldstaendig bombet hver dag naar jeg fik fri, og talte virkelig minutter fra jeg traadte ind af doeren, til jeg havde fri igen.
Hvad gjorde at jeg var saa traet, jeg tror manglende struktur, at skulle afvise boernenes forslag hele tiden, og at jeg konstant havde 8unger paa nakken, klistret til mig.
Torsdag inden jeg kom til boernehjemmet om eftermiddagen, lavede jeg et skema til dem. Mandag: staveordstest/diktat, tirsdag: leg, onsdag: de laeser hoejt for mig, torsdag: leg og fredag matematik. Dette er aktiviteter til naar jeg er der om eftermiddagen, og maa indroemme at torsdag var en fantastisk dag, jeg saa stadig frem til at faa fri, men jeg var ikke lige saa bombet.
Til gengaeld er jeg nu blevet meget upoplaer ved Grandma, den ‘oeverste’ mama, der arbejder der. Hun synes de leger for meget, og det skal jeg simpelthen ikke give dem lov til! Jeg er noed til at taenke paa mig selv, og paa boernene, og det betyder at to dage om ugen med leg, er ganske passende (som det ser ud nu).
Desuden henter jeg dem ogsaa fra skolen, og maatte derfor vaere den der bragte meddelsen fra skolen om at en af uniformerne var beskidte tirsdag. Det blev Grandma meget fornaermet over, for det var hende der vaskede. Med hendes daarlige engelske forstod hun ikke at det ikke var min skyld! Og de andre fortaeller ingenting videre. Er ellers begyndt kun at fortaelle tingene til den unge pige, Abigail, der arbejder/bor der, ved siden af sine studier, fordi hun er bedst til engelsk. Men de er meget daarlige til at give ting videre (jeg fortalte den samme ting til 3 personer, og ingen af dem havde hoert det foer – dvs ingen af de foerste havde givet det videre…) Saa er det altsaa op af bakke…

Well, torsdag og fredag var gode dage, isaer ink. torsdag aften paa irsk pub med de andre frivillige.
Loerdag var jeg i paradis! Vi kan for 10cedi (40kr) koebe os adgang til poolomraadet, med bade osv. paa nogle af de finere hoteller i byen, saa det er der som regel en flok frivillige der goer hver weekend. Saa der tilbragte jeg min loerdag, med pool, PIZZA, og sol… Og blev selvfoelgelig solbraendt, saa jeg naesten ikke har sovet i nat.
Oh well, det kan ogsaa have noget med uvejret at goere.
Indtil videre har vi haft 3 gange 10min med regn mens jeg har vaeret hernede, og 2 af dem har vaeret om natten. I nat fik jeg saa virkelig oplevet regnvejr. Det stod ned i tykke staenger i lang tid, og lynede. Idag er alting vaadt, og bloedt at gaa i, det er overskyet og lidt koeligt (men jeg er stadig tilpas i nederdel og t-shirt).
Det passer mig desuden fint med lidt koeligere vejr, med min solskoldning.

Vi har vaeret uden vand i nogle dagen, og fredag aften ogsaa uden stroem… Saa kunne jeg sidde og kigge over paa det guesthause hvor min mor skal bo naar hun besoeger mig hernede (det er vores nabo), de maa have generator, for der var lys! Saa ved jeg hvor jeg kan flygte hen naar min mor kommer… De har sikkert ogsaa mere vand end vi har
Ja, man skal ikke vaere sart hernede… Forleden dag delte jeg min frokost med en del myrer! Og spiste sikkert ogsaa et par stykker, selvom hushjaelpen rystede min sandwich, og puttede den paa en ny tallerken. Velbekommen!
Jeg vil nu ogsaa skynde mig at sige at der intet er i vejen med maden hernede, spiser alt hvad der bliver serveret, og synes om det.

Desuden bliver vi nu 4 frivillige i huset. For oejeblikket er vi 3, saa jeg har mit eget vaerelse, men paa tirsdag kommer der en pige fra Singapore, som jeg skal dele vaerelse med. Hun er vidst ret kraesen, siger Obiri, saa det er jeg spaendt paa. Hun spiser ikke loeg, tomater, eller broed, som er det vi lever af. Det eneste hun spiser er ris og kartofler, og broed som hun selv bager…

Ja, og saa til billederne, det er lidt af hvert idag (det er det selvfoelgelig altid

Mit paradis hele loerdag!

Igen min fiskedame. Her renser hun fiskende som mama har valgt...

Frisoeren/rengoeringskonens dreng (7mdr), som jeg ind imellem leger med, og vil forsoege at putte i min kuffert naar jeg skal hjem

Idag er jeg kun ganske kort tid ved computeren, og det bliver desvaerre mest et surt opstoed.
Jeg foeler mig enormt uheldig. Ikke nok med diarre, forstuvet knae (som er i bedring, men stadig goer ondt), saa fik jeg stjaalet min Ghanesiske telefon i soendags da jeg var her paa netcafeen. Jeg blev simpelthen saa traet af det hele, og synes at livet var uretfaerdigt. Desuden kunne jeg maerke en stor angst for alting, jeg opgav at tage i banken og haeve penge, og det at gaa alene paa gaden virkede pludselig skraemmende paa mig.
Men naar man er alene i et land, og jeg er meget alene i min lille landsby (naar mine rommies er paa arbejde eller noget), saa kan det ikke nytte noget. Saa kaere Stefanie, op paa hesten igen. Saa idag skal jeg i banken og haeve penge, naar jeg er faerdig her paa netcafeen.
Jeg skal gaa et lille stykke fra banken og hen til min tro-tro. Derefter ca 30min-2timer i tro-tro (alt efter trafik) og et lille stykke op til huset.
Som planerne ser ud lige nu, tager jeg paa weekend-tur hele weekenden, og kommer derfor ikke paa nettet.
Det bliver et kort indlaeg idag, da jeg skal naa hjem til frokost. Haaber alt vel i det kolde nord. Hermed en hilsen fra de varme lande…

En klase bananer

De fleste af mine boern (og en der ikke er mit - som bare foelges med os hjem fra skole)

Gederne der spiser af affaldet....

Blev lidt hug paa det med at laegge billeder ind igaar, saa jeg besluttede at slaa lidt tid ihjel paa netcafeen her til formiddag, inden min massage
Isaer for at laegge billeder ind til et kontrastfyldt Ghana, hvilket billeder viser (forskellige maader at fremvise Ghana).
Igaar efter netcafeen fandt jeg et supermarked i naerheden af hvor jeg bor (ca 10min gang), og de havde cola light! Om jeg ikke lige kom i den syvende himmel.

Naa, men nu jeg er her, vil jeg fortaelle lidt mere om mine forhold, og ikke om Afrika generelt.
Jeg bor ved Mama Obiri, hun har en hushjaelp, samt en grandniece der bor hos hende, og arbejder for hende, naar hun ikke er i skole, samt en der kommer og goer rent osv paa vores vaerelser hver loerdag aften. Hun sidder i sin stue og raaber efter dem, og de bringer mad, vand osv til hende. De sidste dage har jeg dog set hende lidt i koekkenet selv ogsaa, hun siger at kokkerier er en hobby for hende.
Hvis jeg var en almindelig dansker uden forstaaelse eller kendskab til andre kulturer, ville jeg synes at hun behandlede dem skidt. Nu er jeg en dansker der er negyndt at have forstaaelse for andre kulturer (men der er lang vej), saa nu er jeg i den situtation at jeg har ondt af dem i stedet for. De har jo intet liv, andet end at tjene Mrs Obiri, men for dem er det jo normalt. Ja, underligt saa stor forskel der kan vaere efter 8timers flyvetur.
Jeg har traek og slip toilet, og en bruser (som der dog kommer meget meget lidt vand ud af – og vandet som skal spares paa), saa jeg foeler mig priviligeret.
Da jeg rejse var jeg forberedt paa at jeg kunne komme til at bo i en ler-hytte med lokum i haven. Nu bander jeg ind imellem naar der ikke er noget vand… Utroligt.

Ang boernehjemmet, maa jeg indroemme at jeg har vaeret lidt skuffet. Det er derfor jeg har udskudt saadan at skrive om det.
Den foerste dag jeg var paa arbejde, blev jeg ikke vist rundt eller noget, og hele dagen var jeg paa arbejde med en der ikke rigtig snakkede engelsk. Det meste af tiden var hun desuden vaek, eller sov. Hun startede dog ud med at sige “you gotta teach them, and prepare them for school, there we have a board” – saa pegede hun paa en tavle og forsvandt.
Tilbage stod jeg med to boern paa 2 og 3aar, som bestemt ikke var motiverede til at laere noget, og meget hellere ville lege (selvfoelgelig). Jeg anede ikke hvor noget var, saa jeg var paa herrens mark, da de var toerstige…
Endelig efter nogle timer kom en fra Projects abroad, for lige at se mig. Mama Rita (hende der var paa arbejde – jeg tror faktisk at hun som den eneste bor der), kom selvfoelgelig frem, og hun gav Fynn (fra Projects abroad) klar besked (paa Twi). Jeg skulle altsaa moede kl 6 om morgenen (denne dag var jeg moedt kl 8, efter aftale med manageren, naar det var foerste dag), jeg skulle blive til kl 11, gaa hjem, moede igen kl 14 og blive til kl 17. 5dage om ugen…
Jeg nikkede bare, og saa var Fynn ude af doeren, fordi han havde travlt, og skulle videre.
Da jeg kom hjem, var jeg virkelig udmattet, jeg havde vaeret virkelig paa, og foelte mig trist og udnyttet. Jeg regnede sammen at jeg havde 40timer om ugen.
Jeg slog op i haandbogen som jeg fik ved introduction, og kunne laese der at man normalt have 25timer! paa et care-projekt som jeg var paa!
Lige som jeg skulle til at ringe til Fynn, ringede Daniel, fra Projects abroad, han var paa vej ud til mig, for at udfylde et skema, hvordan de foerste dage var gaaet.
Jeg udlagde for ham, at jeg ikke synes det var fair at jeg have 40timer, og viste ham haandbogen. Mrs Obiri fortalte mig desuden at der ind imellem boede 3 piger ved hende, der delte arbejdstiderne paa hjemmet, som jeg nu tog alene…
Daniel koerte den over paa mig, “hvis du ikke kan holde ud at arbejde saa meget, saa skal du ikke det”, selvom jeg proevede at forholde mig til haandbogen hjalp det ikke… Men jeg lod det prelle af, jeg vil ikke betale for at udnyttes, jeg vil gerne hjaelpe!
Saa de nye arbejdstider blev 6-8 og 14-17. Da det er der der er brug for hjaelpen paa hjemmet, og det er ogsaa ganske fint.
Maa dog stadig indroemme at jeg ikke foeler mig tilstraekkelig. De forventer meget mere undervisning, end jeg gider, kan og har mod paa, og jeg foeler mig kigget over skulderen hele tiden (naar ikke hun sover eller andet)… Desuden slog hun den foerste den lille dreng “listen to the teacher” – mon jeg foelte mig dum, naar jeg ikke sagde noget klogt.
Til boernehjemmets forsvar, skal det siges at jeg kun har vaeret der 3dage (pga sygemelding), men indtil videre er jeg ikke imponeret. Jeg har ikke engang faaet saa meget som et ‘Tak’, eller lign. (Mrs Obiri siger at mange Ghanesere har svaert ved at vise taknemmelighed).
Naa, men imorgen er jeg tilbage igen, og haaber at alt bliver lysere fremover.

Naa, men nu til billederne. Det er jo det mest spaendende. Resten er bare mig der laesser af

Ren idyl - i skyggen paa stranden...

Drikker kokosnoed (spiste koedet bagefter) til Projects abroad fest.

En flok geder paa vej over vejen (utroligt, jeg kan daarlig komme over vejen, med al den trafik).

Mit nye (og meget fedtede haar) lige efter frisoeren...

Jeg vil starte med at sige at jeg beundrer dem der bare styrer det her blog-raes i stiv arm. Jeg har brugt en del af min “syge-tid” derhjemme paa at forme det naeste blog-indlaeg. Det er umuligt for mig. Maaske fordi jeg er hernede, men der sker saa meget hele tiden, at det er umuligt for mig at fortaelle bare halvdelen paa den blog her. Der sker saa mange anderledes (smaa) ting hele tiden. Fx. at folk pisser alle steder. Forleden dag da jeg stod paa min balkon (det lyder lidt finere end det er, men ganske rart!) var der en kvinde nedenfor (paa gaden) med et barn paa ryggen der lige loftede op i nederdelen og tissede i graesset.
Paa boernehjemmet tisser boernene ogsaa i haven, over det hele (ikke engang i et bestemt hjoerne). Men sevlfoelgelig sparer det ogsaa en del vand, som der er mangel paa hernede.
Der er en vandfri dag om ugen (ikke en bestemt dag) og desuden loeb vi forleden dag toer for vand ved min familie (ikke sjovt naar man har diarre… Ja, har desvaerre besluttet at vaere aerlig paa denne blog, saa de sarte sjaele maa lukke oererne ). Stroemmen gaar ogsaa en gang om ugen, og jeg tror at det er virkelig sundt for os danskere at opleve (naar man ikke har diarre).

suger jeg stadig til mig af Afrika, alt hvad jeg kan.
ng mit knae, faldt jeg sidste fredag til en fest, eller det var lige inden festen, og festen var desuden uden alkohol, saa det kan ikke faa skylden. Jeg slog mig, men troede at det var slaget.
Da jeg stadig ikke kunne gaa soendag aften, ringede jeg til Projects abroad, og sagde at jeg nok skulle til en doktor eller paa sygehuset.
Det blev sygehuset mandag morgen, og den oplevelse tog jeg med! Det var spandende. Jeg vil spare jer for alle detaljerne, men det tog fa 8 morgen til 12middag (mest ventetid). Jeg fik 2 slags smertestillende piller, smertestillende creme, roentgenbillede, konsultations og et i.d.-kort. Alt for ca. 190kr! (for lidt til at rode forsikringen ind over).
Men min rejseforsikring i Danmark tilboed at kigge paa mine roengtenbilleder (som jeg fik med hjem) saa Dennis spurgte om jeg kunne faxe eller scanne det hjem til ham…. Hm, igen, nok svaert at forestille sig, men alt er saa anderledes, alternativt og minimalitstisk hernede. Saa det opgav jeg.
Mit knae er desuden meget bedre nu, det goer kun ondt naar jeg bukker det. Men jeg kan gaa normalt igen.
Nu vi er ved spriser blev jeg igaar klippet for 28kr! I en fin salon som de ville de ud hjemme i Danmark. Eneste ulempe var alt det stads de puttede i haaret bagefter, som jeg nu ikke kan vaske ud! (slet ikke naar vi skal spare paa vandet),.
Imorgen skal jeg have helkropsmassage, 1time, for 80kr. i samme salon. Og saadan er alt hernede. Fx giver jeg under 8kr for en time her paa internet/-cafeen.

Men naar nu min blog skal vaere aerlig, maa jeg ogsaa indroemme at jeg har haft virkelig meget hjemve, isaer i perioderne uden vand med voldsom diarre. Jeg tror det er normalt i de foerste uger. Det hjalp dog gevaldigt da jeg opdagede den salon igaar med de billige priser
Jeg skriver ogsaa dagbog hver dag, og har laest en del mens jeg har gaaet hjemme.
Jeg starter arbejde igen mandag, og glaeder mig til at se boernene igen.
Det bliver vidst lidt for langt, hvis jeg skal fortaelle om boernene og hjemmet i dette indlaeg, saa den udskyder jeg lige igen.
Men paa trods at (aftagende) hjemve og sygdom, har jeg det skoent. Jeg foeler mig ind imellem som en dronning naar jeg gaar paa gaden, og jeg larer nye ting hver dag.
Der er saa mange ting jeg har lyst til at brede ud i Danmark!
Lige nu gaar jeg med planlaegningstanker i hovedet om at lave en Ghana-aften naar jeg kommer hjem, i stedet for fest, hvor jeg viser billeder, laver Ghanesisk mad osv. Men lad os nu se, hvad der sker
Jeg elsker al maden hernede, selvoelgelig noget mere end andet. Soendag staar paa kylling og salat, ellers er det mest ris, pasta, og egnsretter som Red red (boenner i sovs), banku (majs der paa en underlig maade bliver hvide og til en klistret masse man spiser med fingrene med tomat/chili-sovs ved osv.
Jeg tror at jeg ar faaet min kortlaeser til at virke, saa jeg vil foraoege at laegge et par billeder ind hver gang.

Saadan saa mit vaelse ud da jeg ankom (nu noget mere rodet)...

Fiskedamen der viser fisk frem i koekkenet, saa mama kan vaelge hvilke hun vil have...

Glaedesoptog da Ghana vandt over Nigeria i fodbold! (taget udenfor vores hus)

Stefanie har forstuvet benet og er derfor sygemeldt indtil videre.
Hun har været ved læge for at sikre det ikke er noget alvorligt, et røntgen billede bekræfter det blot er en forstuvning.
Det vides ikke på stående fod hvornår hun kommer på nettet igen. Hun vil opdatere sin blog næste gang det bliver muligt.

Mvh
Hr. Boutrup (manden)