Det er virkelig haardt – og dejligt.

Ja, jeg vil starte med det soede, og fortaelle at jeg er ovenpaa igen. Jeg ville have vaeret paa netcafe, men det ville blive en rent negativt indlaeg, saa det droppede jeg, og ventede til en anden dag. Idag foeler jeg mig saa list ovenpaa igen.

Lad mig forklare. Mandag havde jeg en fantastisk dag, jeg fik mit afrikanske navn, som er ‘Ama’ – foedt paa en loerdag, jeg blev vokset under armene (det var en speciel oplevelse, da de aabenbart kun var gearet til at voksne oejenbryn, men ikke ville sige nej, naar jeg spurgte om de ville voksne armhulen – hmm), og saa bestilte jeg min foerste kjole! jubii! Desvaerre er den foerst fredag, saa det er ren tortur, at jeg kan staa paa min balkon og kigge ned paa butikken, og bare vil have min nye kjole paa. Jeg er meget spaendt paa hvordan resultatet bliver, men hun havde en god ide, og fik rimelig frie toejler – her foerste gang! Det bliver hvertfal ikke den sidste. Det foeles skoent at en kjole bliver syet specielt til mig.
Diktaten med boernene om eftermiddagen gik fint, og efterfoelgende spillede vi volleyball med en badebold over en toejsnor (det er vel afrika)…
15min inden vi skulle hjem, sad jeg indenfor i sofaen, jeg hoerte et par smaeld og et barn der graed, jeg troede at den saedvanlige terrorist-knaegt var igang igen, og rejste mig for at gaa ud og standse det. Da jeg rejste mig, kunne jeg se at det var daddy/mamageren der stod med en traepind og slog boernene. Jeg satte mig lamslaaet ned igen, og vidste ikke hvad jeg skulle goere af mig selv. Jeg sad inde i sofaen og fik mere og mere kvalme, som jeg kunne hoere flere og flere smaeld og flere boern der graed – graed saa meget at de var ved at kaste op… lige som mig (delen med at kaste op, gjorde hvad jeg kunne for ikke at graede).
Da han var faerdig kunne jeg komme ud og hente mine sko, og forlod hjemmet med et ‘farvel’ og gik 10min foer tid. Vejen hjem foeltes lang, og jeg gjorde hvad jeg kunne for at klemme taarerne inde, men snoeftede noget. Saa snart jeg kom ind af doeren derhjemme, og saa de andre 2 frivillige der havde sat sig til bords, broed jeg fuldstandig sammen, de kunne ikke forstaa hvad jeg sagde, fordi jeg graed saadan, og jeg kunne ikke stoppe igen, jeg var fuldstaendig knust, og foelte ikke at jeg nogensinde kunne se den mand i oejnene igen!
Da jeg faldt lidt til ro, fik jeg forklaret pigerne hvad der var sket – de blev ikke naer saa rystet som mig, men var bange for at han havde slaaet mig, siden jeg graed saadan (de arbejder med menneskerettigheder!), efterfoelgende snakkede jeg i telefon med baade min mor og Dennis, og faldt lidt til ro. Ud paa aftenene snakkede jeg med Obiri, hun smilede af mig, kunne tydeligvis ikke helt forstaa hvordan det kunne beroere mig saa meget, det er jo ganske normalt hernede sagde hun. Men hun synes at jeg skulle snakke med manageren om det, og sige at jeg ikke kunne se paa det (det var da en ting der var helt sikkert – det kunne jeg aldrig opleve igen). Jeg havde det frygteligt hele aftenen, og fik et nervoest sammenbrud hver gang en hund udenfor hylede, eller der kom en pludselig lyd.
Morgenen efter gik fint nok (med lidt kvalme paa vej til arbejde) og om formiddagen (hvor jeg jo er hjemme) ringede Fynn fra Projects abroad, at han var paa vej for at besoege mig. Belejligt.
Jeg lagde sagen frem for ham, og han synes ogsaa at jeg var lidt pjattet, han blev lige saa chokeret for at se boern og unge ryge i vestlige lande, som jeg blev af at se afrikas boern blive banket. Jeg synes nu at det var en daarlig sammenligning, og begyndte at graede da jeg forsoegte at fortaelle hvor ondt det gjorde paa mig, og at jeg virkelig ikke var vant til det. Han ringede og snakkede med manageren, og de aftalte at jeg og manageren skulle snakke sammen om eftermiddagen, naar jeg var tilbage paa boernehjemmet.
Han trippede da jeg kom for at snakke med mig, og brugte lang tid paa at forklare at afrikas boern ikke kan hoere efter, derfor skal man slaa dem, og man goer det i hele afrika osv osv. jeg kunne jo kun sige at jeg godt kunne forstaa hvad han sagde, men at jeg slet ikke var enig, og at jeg desuden ikke kunne se paa det en gang til. Saa enten maatte han sende mig hjem foer tid, eller ogsaa maatte han vente til jeg er gaaet, det sagde han at han ville hjaelpe mig med – gaar ud fra at det betyder ja.

Det blev saa ogsaa dagen hvor jeg havde min foerste naesten almindelige samtale med mamaerne, saa jeg gik derfra tirsdag med en ny lykkefoelelse. Jeg maa dog stadig indroemme at jeg ikke har det super godt, og at den oplevelse er printet rimelig kraftigt ind paa mit nethinde.
Men jeg har det bestemt bedre. Saa ja, generelt vil jeg sige, at det er virkelig haardt at vaere her (som mine indlaeg jo ogsaa fortaeller), men det er ogsaa super dejligt paa mange maader!
Mine weekendplaner lige nu, er at se om nogle tager paa hotel eller lignende igen, og hvis de goer, eller der er andre spaendende ture, tager jeg med – og den dag der saa ikke er tur, tager jeg paa netcafe om formiddagen og paa et marked om eftermiddagen – det ser jeg frem til, selvom det vidst er ret haardt, fordi alle vil saelge noget, spoerge hvordan du har det osv. Men jeg elsker jo at shoppe, og vaere paa markeder, saa mon ikke det gaar :)

Vil stoppe for nu, da jeg ogsaa skal i banken idag, og have koebt lidt ind til lageret af cola light derhjemme :)
Min nye roomie kommer foerst i aften (mama havde taget fejl), saa hende kan jeg fortaelle om, hvis planerne om internet-cafe i weekenden gaar :)
See ya!
Idag vil jeg oploade billeder af mine boern (dem der gaar i skole, da de er taget paa vej hjem fra skole). Hvis computeren er alt for langsom, venter jeg med nogle af dem til weekenden – der er 6 boern :) (2 der ikke gaar i skole).

Beatrice

Ernest (Jojo)

Abigail

Philip

Kvame

Grace

Skriv en kommentar